Mærsk: Ingen koordinering af rater
Såvel EU som USA konkurrencemyndigheder er i gang med en undersøgelse af, om containerrederierne har aftalt kunstigt høje containerrater. Det sker på baggrund af, at raterne stiger på trods af, at der leveres mange nye skibe til markedet.
"Vi er ikke bekendt med, at EU-kommissionen har iværksat en undersøgelse af containertransportsektoren. Vi mener heller ikke, at der er forhold, der tilsiger en sådan undersøgelse. Maersk Lines rateniveau afhænger af udbud og efterspørgsel og Maersk Lines omkostningsniveau og indtjeningsmål. Rater etableres individuelt mellem kunden og Maersk Line og er bl.a. bestemt af ruten og lastens art", siger Anette Ryde, der er Group Competition Compliance Officer, til Morgenavisen Jyllands-Posten.
Som Group Competition Compliance Officer er det hendes opgave at sikre, at Mærsks medarbejdere ved, hvad de må og især ikke må, for at undgå, at man overtræder konkurrencelovgivning.
Den uforklarlige prisudvikling i branchen får alligevel The Federal Maritime Commission (FMC) i USA til at undersøge, hvad der er op og ned på containerraterne.
Kilde: epn.dk