Millionstøtte til udbygning af Hvide Sande
Vækstforum har indstillet Hvide Sande Havn til at få 8,3 millioner kroner i projektstøtte fra Region Midtjylland. Projekt gå ud på, at eldrevne pramme skal trække stort gods - som eksempelvis møllevinger - over Ringkøbing Fjord til en udbygget havn i Hvide Sande
"Jeg opfatter indstillingen fra Vækstforum til Regionsrådet som et meget positivt signal om regionens opbakning, og den har stor betydning for de fortsatte bestræbelser på at få finansieringen på plads", siger Steen Davidsen, der er projektleder på projektet for Ringkøbing-Skjern Kommune, til jp.dk.
Pengene fra Region Midtjylland er en forudsætning for, at projektet, der bærer navnet 'Søvejen mod vest', kan få yderligere 30 millioner kroner fra Fornyelsesfonden, som der også er sendt en ansøgning til. I alt kommer projektet til at koste 213 millioner kroner.
Både Region Midtjylland og Fornyelsesfonden forventes at behandle ansøgningerne midt i juni. Også private virksomheder, herunder Vestas, har lovet at skyde penge i projektet.
Kilde: jp.dk
