Ny sommerrute til Kristiansand i gang
Efter 2 års tovtrækkeri og vundet retsopgør i Norge mod Kristiansand Havn kunne Fjord Line fredag endelig indvie sin nye sommerrute, Fjord Line Express, mellem Hirtshals og Kristiansand.
Den nye overfart har betydet beskæftigelse til 100 sæsonmedarbejdere. Nordjylland har derudover fået den hurtigste forbindelse til det sydlige Norge. Katamaranfærgen, der har plads til 676 passagerer og ca. 220 personbiler i kombination med 4 busser, gør overfarten på 2 timer og 15 minutter. Det er en time hurtigere end nuværende alternativer.
Frem til 2008 sejlede HSC FJORD CAT på Fjord Lines daværende rute Hanstholm-Kristiansand. Derfor anså Fjord Line det som en formsag, da man i 2008 besluttede at sejle fra Hirtshals i forbindelse med at rederiet flyttede samtlige sine aktiviteter fra Hanstholm til Hirtshals. Men Kristiansand Havn sagde nej, og efterfølgende blev HSC FJORD CAT lagt op i Korsør, henholdsvis Hundested.
Kilde: Fjord Line