Bøde på 300.000 kr. til Stevns Shipping
Stevns Shipping har accepteret en bøde på 300.000 kroner for at have overtrådt Udlændingeloven. Bødet er givet, fordi et af rederiets skibe, med udenlandsk besætning uden arbejdstilladelse i Danmark, mere end 25 gange anløb dansk havn i 2008.
Skibsreder Niels Højlund Hansen var, ifølge Svendborgs NetAvis, ved Retten i Svendborg tiltalt for, at et af sine skibe - Stevns Arctic - anløb dansk havn mere end 25 gange i 2008 - selv om det er ulovligt, når besætningen består af udenlandske søfolk uden arbejdstilladelse i Danmark.
Det var Sømændenes Forbund der i 2008 anmeldte Stevns Shipping, et af selskaberne under
Nordane Group, for at have ladet Stevns Arctic anløbe dansk havn mere end 25 gange det år.
Ifølge Sømændenes Forbund sejler Stevns Arctic med danske navigatører og filippinske søfolk. Og de filippinske søfolk har ikke arbejdstilladelse i Danmark. Derfor må skibet højst anløbe dansk havn 25 gange på et år.
"Vi laver mange anmeldelser af den her slags. Men vi ville da helst undgå bøder til rederne, hvis det ellers var udtryk for, at forholdene på skibene så var i orden. Men det er de ikke", siger Kurt Frederiksen fra Sømændenes Forbund til Svendborgs NetAvis.
Skibsreder Niels Højlund Hansen har ikke ønsket at kommentere bøden overfor netavisen.
Kilde: Svendborgs Netavis