Nini Øst feltet er nu i produktion
Nini Øst-feltet i den danske del af Nordsøen producerede torsdag olie for første gang. DONG Energy er operatør på feltet. Beslutningen om at udvikle feltet blev annonceret i 2008
"At producere fra dette nye felt er en del af vores bestræbelser på at opretholde produktionen i mange år frem. Med udviklingen af Nini Øst-feltet har vi lagt mange år til Siri-kompleksets levetid", siger Søren Gath Hansen, koncerndirektør i DONG Energy og ansvarlig for selskabets efterforsknings- og produktionsaktiviteter.
Nini Øst-feltet er en del af Nini-licensen, der befinder sig i Siri-komplekset 200 kilometer fra den danske vestkyst. Nini Øst er en ubemandet satellitplatform.
Fra Nini Øst sendes olien via Nini til Siri-platformen for videre behandling og afskibning. Nini Øst-platformen befinder sig syv kilometer nordøst for Nini-platformen.
Feltets estimerede reserver er cirka 17 mio. tønder olie, hvoraf DONG Energy's andel udgør 6,8 millioner tønder. DONG Energy ejer 40 procent af Nini-licensen. De øvrige partnere er RWE Dea og Noreco, der hver især har en ejerandel på 30 procent.
Kilde: DONG
