Nyt krydstogthavari ved Antarktis
Mellem jul og nytår ramte det 20 år gamle krydstogtskib Clelia II en sten med styrbord skrue, da det befandt sig på en position tæt ved Petermann Island ved Antarktis. Krydstogtskibet mistede kortvarigt al strøm om bord
Antallet af krydstogtskibe der besøger de arktiske egne stiger fortsat. Og dermed også antallet af større og mindre ulykker, i de vanskeligt fremkommelige egne.
Det sidste uheld indtraf mellem jul og nytår, hvor det 4.100 GT store krydstogtskib Clelia II var i gang med at forberede landsætning af passagerer ved Petermann Island, da en stærk strøm greb skibet og skubbede det ind mod øen, hvor styrbord skrue ramte en sten.
Skibet mistede al strøm i halvanden time efter påsejlingen, men der var på intet tidspunkt fare for de 65 passagerer og 65 besætningsmedlemmer. Og landsætningen af passagerer blev også gennemført som planlagt, mens besætningen om bord arbejdede på at genoprette strømmen.
Skibet er nu sendt på værft, og skibets operatør har været nød til at aflyse flere krydstogter, indtil reparationerne er gennemført.
Kilde: Tradewinds