Overvejer at rejse tiltale mod besætning
De amerikanske myndigheder overvejer i øjeblikket, om de skal rejse tiltale mod besætningen ombord på det kinesiske containerskib Cosco Butan, der onsdag påsejlede Bay Bridge i San Francisco. Påsejlingen førte til en større olieforurening af bugten.
Mens hundredvis af frivillige og udkommanderede arbejder på at samle olie ind langs kysten i San Francisco bugten, overvejer myndighederne, om de omstændigheder der førte til forureningen er så grelle, at der skal rejses tiltale mod den kinesiske besætning.
Foreløbige undersøgelser peger på, at der var meget store kommunikationsproblemer på det kinesiske skibs bro, mellem den amerikanske lods og den kinesiske besætning.
Cosco Busan var på vej ud af bugten med kurs mod Sydkorea, da påsejlingen skete onsdag morgen klokken 8.30 amerikansk tid. Containerskibet ramte broen med bagbord side, og kollisionen var så kraftig, at der blev revet en 160 fod lang flænge i skibssiden, et par meter over vandlinien.
Efter sammenstødet løb 230.000 liter bunkerolie ud i bugten, inden det lykkedes mandskabet ombord på Cosco Butan, at tømme de ramte tanke.
Kilde: HeraldTribune.com