Danske miljøskibe ved at være slidt op
Det nyeste om bord på det 28 år gamle miljøskib Gunnar Thorson med Flådehavn Frederikshavn som base fra dette efterår, er en espresso-kaffemaskine. Den er indkøbt i år, og bruges sammen med romaskinen og kondicyklen flittigt af besætningen.
"Vi er lige blevet fem års klasset, ligesom civilskibe, og en ny fem års klasse vil formentlig blive meget dyr", siger Carsten Hirstgaard, chef for Gunnar Thorson, til nordjyske.dk.
"Vurderingen er, at miljøskibene i 2014 ikke kan mere, så der regnes i Forsvarskommandoen på, hvad der skal ske", siger Carsten Hirstgaard til avisen.
Hirstgaard tror, at eventuelle nye miljøskibe vil blive flerformålsskibe. Gunnar Thorson blev faktisk bygget til også at kunne bryde is, men fik ikke motorkraften til det.
Det har ikke været muligt i Forsvarskommandoen at få bekræftet, hvorvidt der arbejdes med planer for en hovedskitse til nye skibe, der kan sættes ind i olieforureningsbekæmpelsen i danske farvande i stedet for de nuværende i alt fire miljøskibe.
Kilde: nordjyske.dk