Verdens største containerskib i kollision
Et af verdens største containerskibe - det 14.000 TEU store MSC Kalina, ligger lige nu i Singapore Havn med et kæmpe stort hul i siden, efter at det i sidste uge kolliderede med et tankskib i Singapore Strædet.
Man skulle tro at det 366 meter lange og 52 meter brede containerskib var til at få øje på, både på radar, udkig og med det blotte øje. Alligevel havde den 115.577 DWT store råolietanker Aljalaa held til at sejle lige ind i siden på kæmpen.
"Ingen kom til skade ved kollisionen, og der skete heller ingen forurening", siger en repræsentant for Executive Ship Management, der driver MSC Kalina, til Fairplay.
Årsagen til, at de to skibe stødte sammen, er endnu ikke klarlagt. Men myndighederne i Singapore venter, at en første undersøgelse vil være klar inden længe.
MSC Kaline er søsterskib til MSC Daniela, der påkaldte sig stor opmærksomhed, da det som det første i en serie på 12 søsterskibe, blev sat i drift tidligere på året.
Kilde: Fairplay