Analytiker tror på et større opsving for tørlast
De sidste 14 dage er det ledende tørlastindeks, Baltic Dry Indekset, kravlet lige så stille i vejret, og ligger nu på det højeste niveau siden nedturen. Det giver mere vind i sejlene til de store danske tørlastrederier - Norden, J. Lauritzen og Clipper.
"Jeg tror, der er mere at hente, og at raterne vil gå højere op. Det er klart indenfor tørlast, at man ser lyspunkterne lige nu, selvom containermarkedet også er blevet lidt bedre", siger aktiestrateg Stephen Rammer, Formuepleje, til dagbladet Børsen.
Tidligere på året herskede der tvivl om, hvorvidt der blot var tale om en midlertidig stigning i tørlastraterne, men Stephen Rammer mener nu, at det er et mere vedvarende opsving.
"Man skal passe på med at sige noget kategorisk, men jeg fornemmer, at det er mere end et skvulp i overfladen. Grundlæggende ser vi en større kinesisk efterspørgsel, og overordnet bevæger Kina sig også op i værdikæden og har brug for jernmalm af bedre kvalitet", siger Stephen Rammer til avisen.
Han peger på, at de kinesiske jernminer efterhånden er ved at være tømt for jernmalm af god kvalitet. Derfor importerer Kina jernmalm fra blandt andet Brasilien og Australien, og de lange transportafstande har medvirket til at drive fragtraterne op.
Kilde: Dagbladet Børsen