Ny rederiforening for sejlførende skibe
Den økonomiske krise gør, at det er blevet sværere for de store sejlskibe at tjene penge på, at leje sig selv ud til firmaudflugter og andre arrangementer. Dermed er en vigtig indtægtskilde for de gamle skibe ved at tørre ind.
"Vi har besluttet at stifte foreningen for at stå sammen og ikke mindst for at markedsføre skibene under et", siger Alice Breindal Sørensen, galeasen Havet af Helsingør, til Fyns Amts Avis.
Flere af charterskibene har i denne sommer har oplevet omsætningsnedgange på helt op til 50 procent.
"Derfor samler vi nu markedsføringen og bookingen et sted, nemlig hos Maritimt Center Danmark i Svendborg", siger Alice Breindal Sørensen til avisen.
"Vi har et ansvar for holde de gamle historiske skibe flydende, og det vil have en afsmittende effekt på andre erhverv, hvis skibene går neden om og hjem. På træskibsværfterne vil unge ikke få lært at sætte en ny planke i et træskib, ligesom andre unge ikke får mulighed for at komme til søs som skibsassistenter", siger Alice Breindal Sørensen.
Den nye rederiforening optager ejere af sejlførende skibe, som af Søfartsstyrelsen er godkendt til sejlads med passager og/eller elever.
Kilde: Fyns Amts Avis