Nyt olieeventyr for dansk offshore
De danske offshore virksomheder har gode muligheder for at opleve et nyt olieeventyr - i Brasilien. De danske offshore virksomheder sidder inde med en del af den specialviden og erfaring som brasilianerne mangler.
"Brasilien er en ny offshore nation, og vi har en specialviden, de mangler", siger direktør Peter Blach fra Offshore Center Danmark i Esbjerg, til dagbladet Børsen.
"Petrobras går lige nu meget målrettet ud og søger leverandører af viden, og vi hjælper til med at få nogle af de mellemstore virksomheder på banen", siger Peter Blach til avisen.
Lige nu er centret i gang med en større markedsanalyse i tæt samarbejde med Dansk Industri og Danmarks Eksportråd. Den skal munde ud i et stort udviklingsprojekt næste år og fælles deltagelse med 'en kæmpe stand' på messen Rio Oil & Gas.
Flere af de større offshore specialister fra Esbjerg-området er allerede i fuld gang med at tage for sig af markedet eller gøre klar til indtog.
Sikkerhedskoncernen Falck Nutec, der arbejder med forebyggelse, brandsikring og redning har således været i gang de seneste fire år.
"Det går exceptionelt godt i Brasilien, primært på grund af boomet i offshore. Det bliver det helt store de næste seks - otte år, så vi er kommet ind med god timing", siger director for global sales and marketing hos Falck Nutec, Torben Korsgaard til Børsen.
En anden Esbjerg-koncern med stor offshoreerfaring inden for redning, Viking Life Saving Equipment A/S, har også netop etableret sig i Rio. Det sker med den erfarne dansker Jan Nikolaj Jensen ved roret, som har boet og arbejdet 25 år i landet og er tidligere dansk vicekonsul.
Kilde: Dagbladet Børsen
