Kina fortsætter med at købe op
Kinesiske rederier fortsatte deres indkøbstogt i oktober, hvor kineserne opkøbte 29 af de tørlastskibe der blev udbudt til salg. Grækerne, der traditionelt ellers er de største opkøbere af brugt tonnage, opkøbte til sammenligning kun ni tørlastskibe.
Ifølge det græske konsulenthus N. Cotzias, har kineserne nu opkøbt 220 skibe i løbet af årets første 10 måneder. Det svarer til, at kineserne har købt hvert fjerde skib der har været udbudt til salg. Og de opkøbte skibe har især været tørlastskibe.
Grækerne har købt 150 skibe - både containerskibe, reefere, multi-purpose skibe og tørlastskibe.
På tankerområdet er det dog stadig grækerne der har den største tegnebog fremme. Grækerne har i årets løb købt 35 tankskibe, mens kineserne har forøget deres flåde med 18 tankskibe.
Kilde: Tradewinds