Saadé raser over krav om fyring
Bestyrelsesformanden for det franske containerrederi CMA CGM har svært ved at tro på, at rederiets bankforbindelser vil kræve hans afgang som betingelse for, at de vil sikre rederiets overlevelse.
"Jeg kan ikke tro, at nogle af vore finansielle partnere vil forsøge at drage fordel af vores nuværende situation, når selskabet er på vej mod bedring, og når virksomheden har brug for al den viden og erfaring bestyrelsen besidder", skriver Saadé i en sjælden meddelelse til offentligheden.
Saadé minder i meddelelsen om, at han har bygget rederiet op helt fra bunden, og at det i dag er et af verdens største med 17.000 ansatte.
"De vanskelige tider har ramt os hårdt, på sammen måde, som de har ramt resten af branchen hårdt. Men vi kan allerede se tegn på, at vi vil nå break-even i løbet af få måneder", skriver Saadé i meddelelsen.
CMA CGM kæmper i øjeblikket hårdt for at få omlagt sin gæld, og udsat leveringen af 49 kontraherede skibe.
Kilde: Lloyds List