Arctic Sea scannes for radioaktivitet
Fragtskibet Arctic Sea, der i juli blev kapret under mystiske omstændigheder, mens det befandt sig i Østersøen, vil blive givet tilbage til sine ejere i næste uge. Men inden det får lov til at sejle ind i sin hjemhavn på Malta, skal det scannes for bl.a. radioaktivitet.
Det 4.706 DWT store Arctic Sea vil blive grundigt undersøgt af maltesiske eksperter på en position 14 sømil fra kysten, før det får lov til at sejle ind i Valletta havn, for at få udført reparationer. Bl.a. skal en del af kommunikationsudstyret, der blev ødelagt af kaprerne, udskiftes.
Scanningen for radioaktivitet sker fordi der har været hårdnakkede rygter om, at skibets reelle last bestod af russiske krydsermissiler.
I næste uge vil skibet så blive leveret tilbage til sine ejere udenfor maltesisk farvand. Det er fortsat uvist hvem ejerne er, da de hidtidige ejere har erklæret sig konkurs.
Kilde: Lloyds List