Rederier klar til klimaaftale
Danmarks Rederiforening er klar til en konkret aftale på klimatopmødet i København til december. Rederierne håber på, at man beslutter sig for at gøre alvor af forslaget om en kompensationsfond, hvor man betaler en slags afgift for hver gang man køber et ton olie.
"Jeg håber og tror, at vi får en aftale. Hele oplægget ligger på den flade. Andre må tage ansvaret, hvis det ikke sker", siger Jan Fritz Hansen, vicedirektør i Danmarks Rederiforening, til Jyllands-Posten.
Forventningen er, at man betaler en slags afgift på 25 - 40 dollars hver gang man køber et ton olie. Fordelen ved kompensationsfonden er, ifølge Rederiforeningen, at kompensationen vil være neutral og gælde alle lande og skibe. Til gengæld belønner man de mest miljøvenlige skibe.
"25-40 dollars per ton vil give et astronomisk milliardbeløb, som f.eks. vil kunne bygge dier i Bangladesh. Det er vigtigt for os, at pengene ikke går ind i diverse finanskasser, men går til konkrete klimatiltag, og så længe det gælder for alle lande, er det faktisk en fordel for os, fordi det gavner de mest moderne flåder", siger vicedirektøren.
Forslaget har støtte fra rederiforeningerne i de lande, der tegner sig for omkring 70 procent af verdens tonnage. Af selvsamme grund regner Jan Fritz Hansen med, at der er gode muligheder for, at shippingbranchen ender med en bindende aftale. Han mener ikke, at det er holdbart, hvis søfarten står tilbage som den sidste sektor uden en aftale.
Kilde: Jyllands-Posten.