Officerer risikerer 10 års fængsel
Sigtelserne mod kaptajnen og tredje styrmand om bord på fragtskibet Full City, som den 1. august gik på grund ud for Langesund Norge, er blevet udvidet til nu også at omfatte miljøkriminalitet, for den forurening som grundstødningen forårsagede.
De nye sigtelser har i Norge en strafferamme på op til ti års fængsel.
De to kinesiske officerer er allerede blevet anklaget for at krænke Norges Ship Safety Act, for hvilket der er en straframme på to års fængsel. The Ship Safety Act slår fast, at kaptajnen på et skib har pligt til at advare, når der er fare for forurening eller for besætningens sikkerhed.
Full City, der drives af Cosco, havnede på klipperne ved Langesund, da ankeret ikke var i stand til at holde det i en storm. Uheldet resulterede i en omfattende forurening af området.
En gennemgang af hændelserne har vist, at kaptajnen advarede kystmyndighederne for sent om, at skibet var i vanskeligheder.
De første afhøringer fandt sted umiddelbart efter grundstødningen, men først mellem den 13. august og 4. september blev officerer og besætningsmedlemmer afhørt i retten..
Skibsføreren og tredje officeren - der var på vagt, da skibet stødte på grund - er stadig i Norge, mens resten af besætningen er rejst hjem. I morgen afgøres det, om de to officerer fortsat skal blive i Norge, eller om de må rejse hjem indtil retssagen begynder.
Det 14 år gamle fragtskib er i øjeblikket i dok i Göteborg for at blive repareret.
Kilde: Tradewinds