Russiske skibe på tvangsauktion i HK
Seks fragtskibe tilhørende det konkursramte russiske rederi ST Shipmanagement, bliver nu sendt på tvangsauktion i Hong Kong. Skibene, der er indregistreret på Marshall-øerne, kommer under hammeren for at indfri gammel gæld.
De seks skibe, ST Brilliance, ST Fidelity, ST Spirit, ST Star, ST Forward og ST Leader, har alle russisk besætning, der fortsat befinder sig om bord på skibene.
I første omgang lykkedes det at undgå en tvangsauktion. De russiske søfolk fik udbetalt deres løn med tilbagevirkende kraft for et halvt år, hvorefter de sejlede skibene til Hong Kong. Her var det planen at skibene skulle sælges i almindelig handel.
Men det mislykkedes, og skibene sælges nu på en tvangsauktion til højestbydende for at skaffe penge til kreditorerne.
Kilde: itar-tass.com