Fuld fart på ophugning af skibe
I årets første otte måneder blev der sammenlagt skrottet 833 gamle skibe, med en samlet kapacitet på 23,8 millioner tons. Hovedparten af de ophuggede skibe var tørlastskibe og containerskibe - men også ophugningen af tankskibe stiger.
Det er de græske skibsredere der sendte flest skibe ud på deres sidste rejse. 139 skibe under græsk flag blev sendt til ophugning i perioden fra januar til august i år. Næsten en firedobling i forhold til de 37 skibe, grækerne sendte til ophugning i den tilsvarende periode i 2008.
På andenpladsen kommer kineserne med 103 skrottede skibe, mens japanske redere skrottede 71 skibe og norske redere 37 skibe.
Af N. Cotzias månedsrapport fremgår det, at af de 833 skibe der blev skrottet i perioden, var de 300 tørlastskibe, 281 containerskibe og 107 tankskibe.
Antallet af tankskibe der sendes til ophugning vokser hurtigst. Også de helt store supertankere møder i stigende tal skærebrænderen. Indtil nu er fem supertankere blevet ophugget i år, hvilket er det højeste antal siden 2003 hvor hele 27 supertankere blev skrottet.
Kilde: Hellenic Shipping News