Clipper ikke interesseret i Mols-Linien
Clipper, der gennem længere tid har købt op i Mols-Linien, har nu definitivt mistet interessen i at overtage kontrollen med det børsnoterede færgerederi. Tværtimod vil Clipper gerne sælge de aktier man allerede har, når mulighed byder sig.
"Vi var interesserede, da kursen var under 75, men da ønskede ingen at sælge. Vores strategi var dengang at samle dansk færgefart, men det var bare ikke muligt i forhold til Mols-Linien. Vi er ikke længere interesseret i at overtage aktierne, og det kan ikke udelukkes, at vi vil sælge vores andel", siger Jan Meinertz, Clipper Ferry Invest, til business.dk
Meinertz erkender dog, at det i øjeblikket ikke ville være yderst svært at finde en køber til aktieposten i Mols-Linien.
Clippers udmelding kommer efter, at der i rederikredse gennem den senere tid har været spekuleret i, om Clippers manglende interesse i Mols-Linien skyldes, at man ikke længere har de finansielle kræfter til at løfte sådan et køb.
Clipper havde, ifølge business.dk, sidste år et underskud på godt 630 millioner kroner, og en gæld på over fire milliarder kroner i den del af selskabet, der er registreret i Danmark. Hovedselskabet er hjemmehørende på Bahamas, og her er det ikke så let at få fat på regnskabsoplysninger.
Mols-Linien kontrolleres nu reelt af Amagerbanken og Forstædernes Bank, de to banker der i sin tid stod bag de investorer, der blandt andet foretog spekulative opkøb i Mols-Linien.
Kilde: business.dk