Mortensen: Fremgang måned for måned
Rederiets Nordens topchef Carsten Mortensen glæder sig over, at det siden den store nedtur på tørlastmarkedet i 4. kvartal 2008, er gået støt fremad for rederiet, måned for måned. Han ser det som et bevis på, at rederiets forretningsmodel har virket
"Jeg er godt tilfreds med især en ting. Det er, at vi siden fjerde kvartal 2008 har vist fremgang måned for måned - en fremgang, som vi har arbejdet på at skabe både internt på det organisatoriske plan og i forhold til at reducere flåden til den nye virkelighed. Det fokus holder vi resten af året", siger Nordens adm. direktør, Carsten Mortensen, til nyhedsbureauet Direkt.
Den samlede flåde er på 118 skibe i tørlast. Heraf udgør andre indbefragtede skibe over halvdelen, heraf broderparten til enkeltstående ture.
"Så vores forretningsmodel har virket. Vi har fået reduceret vores flåde og reduceret omkostningerne til vores skibsflåde ved at tilbagelevere dyrere skibe, og vi har trimmet omkostninger på land og på vand", siger Carsten Mortensen til bureauet.
Han betegner tørlastmarkedet, som det eneste marked, der for alvor er nogenlunde liv i lige nu med rater på handymax og panamax-skibe på omkring 18-20.000 dollar om dagen og capesize på omkring 45.000 dollar om dagen, hvilket er niveauer, der ligger betydeligt over Nordens gennemsnitlige omkostninger på 17.189 dollar om dagen.
Kilde: Sydinvest