Navigationsskole tilbyder anti-pirat kursus
Marstal Navigationsskole tilbyder nu et nyt anti-pirat kursus, hvor deltagerne, ved hjælp af en brosimulator - og på baggrund informationer og erfaringer indsamlet af firmaet Risk Intelligence, indøver manøvrer og rutiner, der kan anvendes i tilfælde af et piratangreb.
"Når besætningen ved hvordan de skal reagere, er simulatoren et fremragende værktøj til at gennemføre øvelser, der øger besætningens sikkerhed, letter kommunikationen med de internationale flådestyrker og andre undvigende og defensive foranstaltninger", siger Bjørn Kay fra Marstal Navigationsskole.
Formålet med kurset er at gennemgå de typiske mønstre piraterne opererer efter, for herigennem at give redere, kaptajner og besætninger, værktøjer til en taktisk tilgang til at sejle gennem pirattruet farvand.
Kurset er bygget op omkring den viden det danske firma Risk Intelligence har indsamlet om pirater adfærd, styrker og svagheder. Viden der indgår i firmaets risikoanalyser og munder ud i konkrete anbefalinger om, hvordan man undgår at blive kapret.
Kurset henvender sig til såvel den danske som internationale handelsflåde, men også repræsentanter for de flådestyrker der opererer i piratplaget farvand, kan med fordel deltage i kurset.
Kilde: Marstal Navigationsskole