Luksusferie til søs - for de rigtig rige
Der er mange måder at holde ferie på. En af de mere behagelige er, at tilbringe den om bord på en lejet luksusyacht med alt i udstyr og vandlegetøj for voksne. Men det er en dyr fornøjelse.
For dem, hvor finanskrisen endnu ikke har kradset hul i budgetterne; dem der er vild med vand, men ikke vil eje og som normalt er omgivet af bjerge. De har ingen problemer med at spendere 400.000 kroner for en uge på en lystyacht. Det skriver Hegnar.no.
Flere olierige nordmænd meldes nemlig at se det som særdeles attraktivt at leje en lystyacht i franske Saint Tropez, eller fyrstedømmet Monaco få kilometer derfra.
Ugepriserne ligger fra 180.000 norske kroner til 500.000 norske.kr. svarende til 412.000 danske kroner - selvfølgelig afhængig af bådens størrelse.
"På de dyre både er der plads til fire par, og så bliver priserne rundt regnet 8.000 kroner per person per døgn. Det er omtrent det samme som en suite på de bedste hoteller i Dubai," siger Didrik Cappelen fra Quintessentially til portalen.
Quintessentially er en privatmedlemsklub, der 24 timer i døgnet er klar til at servicere rige mennesker med alt, hvad de måtte ønske. Så har du en halv million, der brænder i lommen, skal klubben nok hjælpe dig af med pengene.
Kilde: business.dk