Rederiernes valutaindsejling styrtdykker
Nedturen i verdensøkonomien har sat sig tydelige spor i de danske rederier der ikke tjener nær så mange penge som sidste år. Rederiernes valutaindsejling, der i 2008 lå på rekordstore 192 milliarder kroner, ventes i år til at dykke til 160 milliarder kroner.
"Vi er som det øvrige danske erhvervsliv ramt af krisen, og derfor regner vi ikke med, at valutaindsejlingen vil blive på mere end 160 milliarder kroner i år. Det svarer til niveauet i 2006", siger vicedirektør i Danmarks Rederiforening, Jan Fritz Hansen, til Ritzau.
Den globale økonomiske krise gør, at færre varer og mindre brændstof skal fragtes rundt i verden. Det A.P. Møller-Mærsk ejede containerrederi Maersk Line har været nød til at tage et større antal containerskibe op.
"Containermarkedet er ramt af nogle strukturelle problemer, der er dybere end finanskrisen. På tankskibsområdet ser det dårligt ud for tiden. Derimod ser det lidt bedre ud før tørlastskibene. Efter en nedtur har fragtraterne her rettet sig lidt til det bedre", siger Jan Fritz Hansen.
Kilde: jv.dk