Forsikringsselskaber tjener på pirater
I takt med den stigende pirataktivitet i farvandet ud for Afrikas Horn, er prisen på forsikringer, der dækker rederierne mod tab i tilfælde af et piratangreb, skudt i vejret. I nogle tilfælde er præmierne mere end tidoblet på et år.
Forsikringsselskaberne er selv meget tilbageholdende med oplysninger om størrelsen af præmierne. Men Peter Pham, der forsker i piratspørgsmål på James Madison University i Harrisburg, vurderer, at forsikringsselskaberne kræver en præmie på en procent af den ønskede piratdækning.
Ifølge Peter Phams beregninger betyder det, at forsikringsselskaberne scorer op mod 400 millioner dollar på at sælge piratforsikringer - hvorfra så skal trækkes de udgifter selskaberne har, når forsikrede skibe går i piraternes net.
Kilde: Marine Biz
