Norden vil afbestille flere nybygninger
Rederiet Norden vil gerne ud af flere af de nybygningskontrakter rederiet hat indgået. Alene i løbet af de kommende måneder, får Norden leveret fire nye tørlastskibe. Tidligere i år lykkedes det rederiet at afbestille to nybygninger
"Vi er i dialog med værfterne om at konvertere til andre skibstyper eller få ændret betingelserne", siger rederiets finansdirektør Michael Tønnes Jørgensen til RB-Børsen.
I et enkelt tilfælde har Norden betalt et engangsbeløb for at komme ud af en kontrakt.
De mange nybygninger der blev bestilt, mens tørlastraterne var på himmelflugt, er en af de helt store usikkerhedsfaktorer i markedet. Nordens vicedirektør, Martin Badsted, pointerer dog på et pressemøde i rederiet i dag, at langt fra alle de bestilte nybygninger faktisk bliver leveret.
"Kun halvdelen af de planlagte leveringer bliver til noget", siger Martin Badsted.
Kilde: euroinvestor.dk