SIMAC ledelse skal stille i Søfartsstyrelsen
Søfartsstyrelsen har bedt ledelsen for SIMAC om et møde i styrelsen, hvor Søfartsstyrelsen gerne vil orienteres om, hvordan ledelsen vil håndtere den fremførte kritik fra studerende og en gruppe undervisere
"Der er ikke tale om, at ledelsen skal stå skoleret. Vi vil blot have en orientering, da der jo altid er to parter i sådan en sag", siger Søfartsstyrelsens uddannelseschef Sune Rahn til Fyns Amts Avis.
Søfartsstyrelsen modtog for et par uger siden en lang redegørelse fra De Skibsofficersstuderende Landsråd. Heri blev der udtrykt kritik, bl.a. af måden, hvorpå undervisningen på Danmarks største maritime uddannelsesinstitution fungerer.
De studerendes kritik er netop bakket op af en gruppe undervisere på 19, som har sendt en skrivelse ligeledes til Søfartstyrelsen.
SIMAC er en selvejende institution, men det er Søfartstyrelsen, der fastlægger kravene til uddannelsen. SIMAC får ligesom alle andre undervisningsinstitutioner et taxametertilskud pr. studerende.
Kilde: Fyns Amts Avis