Hollywood i budkrig om Mærsk-drama
Filmselskaber i Hollywood er i øjeblikket i gang med en budkrig om rettighederne til at fortælle historien om kaptajn Phillips og Mærsk Alabama. Imens har Richard Phillips hyret et PR-bureau til at tage sig af all de tilbud og henvendelser der indløber.
For godt en måned siden sad Richard Phillips i en redningsbåd i farvandet ud for Somalia, mens pirater holdt skydevåben for tindingen af ham. Nu er det noget anderledes problemer, kaptajnen på containerskibet Mærsk Alabama har med at gøre. Hollywood trækker i ham.
Phillips har ifølge Lloyds List i øjeblikket orlov i tre måneder, mens han kommer sig oven på strabadserne, og han har hyret et PR-bureau til at tage sig af all de tilbud og henvendelser, der indløber i forbindelse med hans nye heltestatus.
Og de henvendelser drejer sig om mere end interview, foredrag og bogudgivelser. Avisen The Independent fortæller, at han er kommet i stald hos Creative Artists Agency - et agentur, der tager sig af interesser for en række af de største Hollywoodkanoner, herunder skuespillerne Tom Cruise og Julia Roberts.
Kilde: business.dk