Nordane coaster har fået sejlforbud
Coasteren Malene, tilhørende Nordane Shipping, er i en så dårlig forfatning, at Søfartsstyrelsen har udstedt sejlforbud mod coasteren. Rederiet forsøger nu at sælge coasteren der ligger i Svendborg Havn.
Coasteren, der i længere tid har sejlet på Afrika, blev i januar tilbageholdt af myndighederne på Las Palmas, efter at en havnestatskontrol havde afsløret flere alvorlige mangler. En udsendt inspektør fra Søfartsstyrelsen fandt efterfølgende 20 fejl på coasteren - heraf syv så alvorlige, at de hver især kunne begrunde tilbageholdelse. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Tilbageholdelsen i Las Palmas skyldtes blandt andet manglende orden i certifikaterne, manglende syn af skibet, en sanitetspumpe ved opholdsrummet, som ikke fungerede, og en hullet brandslange. Desuden var besætningens kendskab til coasterens radioudstyr ikke tilfredsstillende.
Først da de alvorligste mangler var udbedret i løbet af 11 dage, blev coasteren Malene af Bogense vurderet som tilstrækkeligt sødygtig til at sætte kursen mod Svendborg efter længere tids sejlads på Afrika.
"Nu mangler en række mindre forhold at blive ændret. Ind til det er sket, er skibet fortsat tilbageholdt", siger synschef ved Søfartsstyrelsen Svend Karstensen til fyens.dk
Flemming Hansen, inspektør ved Nordane Shipping i Svendborg, har ikke mange kommentarer til tilbageholdelsen.
"Malene af Bogense ligger oplagt i Svendborg uden besætning med salg for øje. Det er sådan set, hvad jeg kan fortælle", siger Flemming Hansen til fyens.dk.
Kilde: fyens.dk