Stor interesse for at blive rederidirektør
Nordic Tankers har allerede fået mange ansøgninger til det ledige job som administrerende direktør for det skandaleplagede børsnoterede rederi Nordic Tankers. Jobbet ventes besat inden længe.
"Jeg kan sige allerede nu, at vi har absolut en god grundmasse af kandidater og jeg er meget fortrøstningsfuld på, at vi kan finde den rigtige kandidat", siger Nordic Tankers bestyrelsesformand Klaus Kjærulff.
Klaus Kjærulff er overbevist om, at der inden alt for længe er fundet en ny administrerende direktør til rederiet. Når det er på plads, vil den midlertidige direktør, Flemming Sørensen, atter fungere som næstformand i rederiets bestyrelse.
Jagten på den nye direktør sker bl.a. gennem store jobannoncer i eksempelvis dagbladet Børsen.
Kilde: euroinvestor.dk