Nyt kursus for maskinmestre
Århus Maskinmesterskole udbyder nu i samarbejde med VIA University College et særligt tilrettelagt forløb målrettet mod maskinmestre, der fungerer som vejledere i forbindelse med praktikophold.
Forløbet giver blandt andet den enkelte viden om faktorer, der har betydning når mennesket lærer således at der kan skabes et godt og inspirerende miljø hvor de studerende udvikler deres færdigheder og hvor de udfordres og støttes fagligt. Ligeledes giver forløbet indblik i evaluering og evalueringsmodeller samt læring og kompetenceudvikling i en organisatorisk ramme.
Uddannelsesforløbet er på diplomniveau og afvikles som et deltidsstudie med tre korte internater gennem et halvt år og kan enten gennemføres som et selvstændigt efteruddannelsestilbud eller som en del af et længerevarende videreuddannelsesforløb.
Forløbet kan eksempelvis kombineres med moduler fra andre diplomuddannelser, f.eks. Diplomuddannelse i Ledelse, Teknisk Diplomuddannelse i Vedligehold eller Diplomuddannelse i Projektledelse.
Kilde: Århus Maskinmesterskole