Kina og Korea i støtteaktion for værfter
Store skibsbygningsnationer som Kina og Korea, er så afhængige af beskæftigelsen i værftsindustrien, at de er parate til at stille offentlige kreditter til rådighed for værfterne, tor at hjælpe dem igennem krisen
"Jeg tror, at trenden de næste tre-fire år bliver, at statspenge vil komme til at spille en endnu større rolle, for i Korea, Kina og Japan er man så afhængig socialt af beskæftigelsen i værftsindustrien, at man ikke vil lade stå til. Og de har kapitalen", siger Lars Kyvsgaard, chef for Nordea Danmarks skibsfinansiering, til dagbladet Børsen.
Nordea, der er den fjerdestørste långiver til shippingindustrien på verdensplan, er allerede i dialog med myndighederne i Korea og Kina.
"Flere steder er vi allerede i gang med at arrangere finansiering sammen med deres statslige institutter (bl.a. i Korea og Kina). De kan ikke holde til, at deres værfter går ned", siger Lars Kyvsgaard til avisen.
Sydkorea, Kina og Japan er uden sammenligning de tre største skibsbyggernationer. Tilsammen tegner de tre lande sig for skibsordrer på 527 millioner ton dødvægt eller omkring 90 procent af verdens samlede ordreprogram på 578 millioner ton dødvægt, viser tal pr. 1. juli sidste år fra Danmarks Rederiforening
Kilde: Dagbladet Børsen
