Bornholmerfærge tabte et vindue
Bornholmstrafikkens hurtigfærge Villum Clausen tabte mandag morgen et af vinduerne i færgens cafeteria, mens færgen sejlede med fuld fart med retning mod Ystad. Ingen passagerer kom til skade ved uheldet.
Vinduet faldt ud, da færgen befandt sig på en position godt en halv time fra ankomsten til Ystad. Uheldet fik kaptajnen til at nedsætte farten.
Passagerer ombord siger, at det manglende vindue betød ganske meget vind indenfor på hurtigfærgen. Det er usikkert, om Villum Clausen sejler tilbage fra Ystad eller om den skal have repareret skaden først.
Årsagen til at vinduet pludselig røg ud, er endnu ikke klarlagt.
Kilde: TV2/Bornholm