Mærsk Oil Danmark fyrer 160 medarbejdere
Mærsk Oil’s danske afdeling slanker i løbet af 1. kvartal organisationen med op til 160 stillinger – svarende til mere end 10 procent af medarbejderstyrken. Medarbejderne i Maersk Oil Danish Business Unit vil fremover blive samlet i Esbjerg.
"Vores ansatte har udført et stort arbejde for at bringe os derhen hvor vi er i dag, og denne meddelelse er ikke godt nyt for dem”, siger Martin Rune Pedersen, Chief Operating Officer, Maersk Oil.
”Men det er afgørende for os fortsat være konkurrencedygtige, såvel i den danske del af Nordsøen som i Maersk Oil som helhed”, siger Martin Rune Pedersen.
Den nye, mere enkle og slankere organisation, skal ifølge den administrerende direktør i Maersk Oils danske afdeling, Patrick Gilly, være med til at fremtidssikre afdelingen.
Maersk Oil er lige nu i forhandlinger med regeringen om de danske rammevilkår for investeringer i Norsøen. Det sker på baggrund af at Tyra-feltet synker og vil blive lukket inden udgangen af næste år, med mindre der investeres op mod 30 milliarder kroner i en ombygning af feltet.
Maersk Oil, og dets partnere i DUC, mener ikke at ombygningen kan betale sig under de eksisterende rammevilkår.
Tyra feltet står for over 90 procent af den danske gasproduktion.
Kilde: Maersk Oil