Skibe tilbageholdes efter kollision
Ejerne af de to containerskibe, der tirsdag kolliderede i Johor-strædet mellem Malaysia og Singapore, skal stille milliongaranti for oprensningen efter oliespild. Omkring 300 tons bunkerolie lækkede fra APL Denver efter kollisionen med Wan Hai 301.
Talsmænd for den malaysiske regering
siger, at ejerne af de to skibe hver især er blevet mødt med krav om at stille en garanti på 1 mio. MYR, svarende til ca 1,5 mio. kr., for at sikre, at de tager ansvar for oprydningen efter olieforureningen. Det skriver det malaysiske nyhedsbureau, Bernama.
”Miljømyndighederne har også udstedt en ordre om at tilbageholde de to skibe, for at få ejerne til at deponere hver 1 mio. MYR til regeringen eller imødese at blive retsforfulgt,” siger formanden for den malaysiske sundheds- og miljøkomite, Datuk Ayub Rahmat. Han tilføjer, ifølge nyhedsbureauet, at pengene vil blive tilbagebetalt, hvis ”egeringen er tilfreds med oprydningen”.
Myndighederne forudser, at oprensningen efter spildet af de ca. 300 tons bunkerolie vil tage en uge. Da kollisionen skete i Johor-strædet mellem Malaysia og Singapore, koordineres arbejdet med oprydningen mellem de to landes myndigheder.
Foreløbig har 17 fartøjer med i alt 222 besætningsmedlemmer været i gang med oprydningsarbejdet.
Kilde: TradeWinds