Russisk coaster sejler fyrtårn ned
En russisk coaster på vej ud af Limfjorden torpederede lørdag et fyrtårn ud for Hals. Påsejlingen var så kraftig, at tårnet knækkede og sank. Men den russiske coaster sejlede videre uden at slå alarm.
Fyrtårnet var en metalsøjle boltet fast på havbunden 10 kilometer ud for kysten ved Hals.
Efter påsejlingen fortsatte coasteren rundt om Skagen og lagde senere til i Hanstholm Havn. Her tilbageholder de danske myndigheder nu coasteren indtil kaptajnen har betalt en erstatning for fyrtårnet på to millioner kroner.
"Vi har helt klare beviser på, at det er ham. Men han vil ikke sige det, fordi han vil slippe for at betale erstatning", siger vicepolitikommissær Ib Grønkjær Jensen fra Midt- og Vestjyllands Politi .
"Dels er der friske skader på skibet. Dels viser den elektroniske overvågning, at det russiske skibe er sejlet på en kurs, der går direkte igennem fyrtårnet", siger vicepolitikommissæren.
Politiet har nu fjernet coasterens brændstofpumper, så den ikke kan sejle.
Oveni erstatningen står kaptajnen til en en bøde for nedsejlingen af fyret og for at stikke af.
Kilde: TV2/Nord og DR Regionalen Nordjylland