Del af Hapag-Lloyd kan ende på børsen
Hovedmanden bag det nylige køb af det store tyske containerrederi Hapag-Lloyd vil ikke afvise, at tæt på halvdelen af rederiet havner på Børsen. Men forudsætningen vil være, at rederiet bevarer sin stærke forankring i Hamborg.
"En dag kan Hapag-Lloyd være omkring 50 procent noteret på børsen, under forudsætning af, at det bevarer en stærk position i Hamburg", siger den tyske milliardær og hovedaktionær i Hapag-Lloyd, Klaus-Michael Kuehne, i et interview med den tyske avis Hamburger Abendblatt.
I oktober solgte rejsekoncernen TUI containerrederiet til et konsortium af Hamborg baserede investorer, herunder Kuehne for 4,5 milliarder euro inklusive gæld. Kuehne's holdingselskab vil efter købet have en blokerende aktiepost på 25,1 procent i rederiet.
Kuehne, der er grundlægger og hovedaktionær i den schweiziske speditionskoncern Kuehne & Nagel, sagde, at købet af Hapag-Lloyd ikke er bragt i fare af den igangværende globale økonomiske krise.
Kilde: Hamburger Abendblatt