Nordic Tankers for fulde sejl på DMF 2016
Når dørene til den tredje udgave af Danish Maritime Fair - der er en del af Danish Maritime Days - bliver slået op den 25. oktober, er det med Nordic Tankers i en af hovedrollerne i det nye koncept ’Shipowner's Lounge’.
Danmarks Rederiforening står bag Shipowner's Lounge, hvor en række af Rederiforeningens medlemmer vil være til stede i løbet af den 3 dage lange messe, der igen i år finder sted i Lokomotivværkstedet i København.
Nordic Tankers, der også har været med på messen de to foregående år, vil i år være at finde i Shipowner's Lounge.
Kristine Henriques, konsulent, People & Communication i Nordic Tankers, siger:
"Vi ser frem til at deltage mere aktivt i Danish Maritime Fair i år. Shipowner's Lounge er et spændende nyt initiativ, som vi giver vores helhjertede støtte ved at stille op samtlige tre udstillingsdage. Der vil i Loungen være repræsentanter fra såvel vores flåde, indkøb som marine HR. De ser frem til at møde de besøgende og fortælle om, hvor vigtig kemikalier er for vores almindelige hverdag. Jeg vil ikke afsløre detaljer endnu, men jeg kan fortælle, at vi bl.a. planlægger en række aktiviteter, som de besøgende kan deltage i".
Messechef Jakob le Fevre tilføjer:
"Uden støtte fra de danske rederier ville vi aldrig være i stand til at skabe en maritim begivenhed på internationalt niveau. Jeg synes det er fantastisk, at Danmarks Rederiforening har valgt at være så aktivt involveret i projektet, og vi er meget taknemmelige for den tillid og støtte, vi har oplevet. Især fra Nordic Tankers, som vi anser for en af vores vigtigste samarbejdspartnere".
Redaktionen