Issehoved parat til festivalgæster
Hurtigfærgen Issehoved sejlede tidligt tirsdag fra Sælvig til Aarhus for at hente festivaldeltagere. Færgen har været på værft i Marstal fra den 12. til den 18. juli efter problemer med styrbords skrueaksel. I går opstod der mislyde fra gearkassen og alle afgange blev aflyst, da færgen skulle tjekkes.
”Der var ingen problemer med den her til morgen, hvor den planmæssigt sejlede fra Sælvig mod Aarhus, hvor der står en masse festivalgæster, der skal til Samsø. Alle kommer med. Det gør jo ondt, når vi er nødt til at aflyse nogle af de store afgange, som vi havde planlagt i budgettet. Det er nu, vi skal tjene pengene”, siger bestyrelsesmedlem Ole Hemmingsen til tv2oj.dk.
Mandag, da Issehoved skulle have været tilbage i drift efter værftsopholdet i Marstal var der mistænkelige lyde fra gearet, så færgen måtte en tur omkring Svendborg for at blive undersøgt at teknikere. Senere på dagen blev den godkendt og kunne vende hjem til Sælvig.
Den ene motor bliver udskiftet til september, når højsæsonen er ovre. Den skal erstattes af en renoveret V12-motor fra Mercedes, og den koster i omegnen af 200.000-300.000 kroner. Den anden motor virker fint. For at undgå aflysninger fremover vil rederiet nu købe en reservemotor og gear, så de vitale dele kan blive skiftet som en planlagt opgave efter behov.
Samsøfestivalen begynder officielt i morgen, så det er med stor lettelse for folkene bag Issehoved, at den nu er tilbage i drift igen. Nu håber man på, at den ikke løber ind i flere problemer.
Kilde: TV2/ Østjylland