Flere skibe og mere gods i Kolding Havn
I første halvår 2016 blev der håndteret 579.000 tons gods over kajen på Kolding Havn. Det svarer til lidt over otte procent ekstra gods, sammenlignet med første halvår af 2015. Større aktivitet på havnen har øget havnens omsætning med 12 procent i årets første seks måneder.
”Vi har haft et første halvår i 2016, hvor vi ser stabilt stigende aktivitet på havnen. Faktisk er vores omsætning steget med 12 procent i forhold til samme periode i 2015, hvilket er nogenlunde tilfredsstillende. Det er imidlertid mere tilfredsstillende, at vores indtjening i samme periode er steget med op imod 25 Procent. Den stigende indtjening er lykkedes, fordi vi har holdt omkostningerne i ro samtidig med en øget forretningsmæssig indsats for at optimere anvendelsen af havnens arealer og øvrige faciliteter”, siger Anders Vangsbjerg Sørensen, administrerende direktør på Kolding Havn.
Væksten i godsmængde lyder måske ikke umiddelbart så voldsomt, men bag tallet gemmer sig en stigning, der svarer til 20 – 30 ekstra skibe om året i Kolding Havn. Det er en mærkbar stigning i skibstrafikken. Hvis udviklingen fortsætter, vil mere end 500 fragtskibe besøge Kolding Havn i år.
Efter en længere periode med en beskeden bemanding på havnekontoret har Kolding Havn ansat en administrationschef i foråret og man søger nu en teknik- og miljøansvarlig til at videreudvikle samt optimere havnens faciliteter.
Kilde: Kolding Havn