Canadisk museumsskib kan ende på havbunden
Den 57 år gamle canadiske isbryder Alexander Henry, der er centrum i The Maritime Museum of the Great Lakes, der har hjemme i Kingston, Ontario, kan være på vej mod havets bund.
Det havneanlæg museet ligger på er overtaget af nye ejere der har opsagt museet. Om en måned skal såvel museet som museumsskibet Alexander Henry, der i 25 brød isen på de store søer, være fjernet.
Museum og skib har fået et midlertidigt sted at være, men omkostningerne bliver så høje at museet kan blive nødt til at skille sig af med Alexander Henry. Sker det, er det mest sandsynlige at den gamle isbryder bliver trukket ud på dybt vand og sænket.
At sænke Alexander Henry, en såkaldt reef conversion, er dog også dyrt, da skibet først skal ribbes for alle miljøskadelige materialer, hvilket museet formodentlig heller ikke har råd til.
The Maritime Museum of the Great Lakes søger nu økonomisk støtte til at bevare eller sænke den gamle isbryder.
Kilde: Maritime Executive