Terntank modtager ny LNG-tanker
Terntank Rederi, der drives fra Skagen, har den 27. juni taget levering af M/T Ternsund, det første af rederiets fire nye LNG-drevne tankskibe. Samtidig fik det nye fartøj dansk flag. Navngivningen fandt sted sidst i marts på det kinesiske værft Avic Dingheng Shipbuilding Co., Ltd.
Den 28. juni forlod Ternsund værftet med kurs mod Singapore, hvor skibet vil få last ombord på vej til Europa. Rederiet regner med, at det vil tage omkring 5-6 uger at sejle til Europa. Her vil fartøjet gå i timecharter til finske North European Oil Trade.
Efter losning vil skibet anløbe Gøteborg. M/T Ternsund kommer fremover primært til at distribuere olieprodukter fra NEOTs raffinaderi i Gøteborg, ST1.
Kilde: Terntank