El-færge bliver forsinket på Ærø
Den el-færge, der efter planen skal sejle til og fra Ærø fra 1. juni 2017, bliver en måneds tid forsinket. Det skyldes, at man stadig mangler nogle godkendelser fra Søfartsstyrelsen, der blandt andet drejer sig om batteriet og brugen af kulfiber i konstruktionen.
”Det kører jo, som det skal, men med en lille forsinkelse, som det ser ud nu. Måske tre til fire uger”, siger Jørgen Otto Jørgensen (S), borgmester på Ærø.
Det er meningen, at man skal påbegynde testsejlads i maj 2017, men det bliver muligvis udskudt en måned. Yderligere forsinkelser vil dog være et problem, siger færgedirektør Keld Møller.
”Det betyder, at det hele bliver rykket en måned, men det er ikke så voldsomt. Men vi ville da have et problem, hvis vi kom ind over juli. Juli er ekstrem for os, det er der, vi flytter flest passagerer”, siger han.
Den nye el-færge bliver bygget på Søby Værft, hvor byggeriet giver job til cirka 40 medarbejdere. Færgen får en kapacitet på 196 passagerer og 31 personbiler eller 4-5 lastbiler. Da færgen vil bruge kortere tid på overfarten, vil den få flere afgange og dermed en større samlet kapacitet.
Kilde: fyens.dk