Ny ordre til Karstensens Skibsværft
Partrederiet Lingbank har bestilt en ny 49,95 meter trawler hos Karstensens Skibsværft A/S. Fartøjet skal leveres januar 2019 og skal afløse rederiets nuværende ”Lingbank”. Rederi og værft har en lang forhistorie sammen.
Således forlængede Karstensens Skibsværft i 1997 første ”Lingbank”. Bag rederiet står fiskeskipper Benny Rasmussen og familie. Benny Rasmussen købte sit første fartøj i 1980, og nuværende ”Lingbank”, som er bygget i 1985, blev overtaget i 2005. Det er således første gang, at familien Rasmussen bestiller en nybygning.
Kvotegrundlaget for det nye fartøj er en kombination af pelagisk fisk til både industri og konsum. Fartøjet skal drive trawlfiskeri efter arter som sild, tobis og brisling.
Den nye ”Lingbank” er et helt nyudviklet design, hvor der har været fokus på effektivitet, enkle arbejdsgange og ikke mindst sikkerhed. Indretning og arrangement er optimeret og skræddersyet til rederiets ønsker og krav. Det er værftet håb, at det nye fartøj vil skabe interesse for udskiftning af andre skibe i den aldrende danske industrifiskerflåde.
I lighed med de allerfleste af værftets øvrige nybygninger er også nye ”Lingbank” af eget design. Det sikrer en økonomisk optimering, kort beslutningsproces og klart afgrænsede ansvarsområder. Projekteringen er sket i meget nært samarbejde mellem rederi og værft.
Kilde: Karstensens Skibsværft