Svenskeres favoritdestination er Danmark
Svenske turister peger på Danmark som den foretrukne destination, når det kommer til sommerens bilferier. Det vier en ny spørgeskemaundersøgelse om svenskernes rejsevaner, som Stena Line har fået udarbejdet.
Under Folkemødet på Bornholm drejede en af de mange debatter sig om, hvorvidt Danmark bruger sine ressourcer rigtigt, når det kommer til turisme. Her blev der stillet spørgsmål ved, om det giver mening at fokusere på fjerne markeder som Asien og Sydamerika, når størstedelen af interessen for Danmark som turismedestination kommer fra vores nabolande.
Den diskussion får nu ny næring med offentliggørelsen af Stena Lines såkaldte ”bilsemesterrapport”, der stiller skarpt på svenskernes rejsevaner. Af rapporten fremgår det, at svenskernes favoritdestination på bilferier ikke er Tyskland, Frankrig eller Italien, men såmænd Danmark.
Således peger 27 procent af de adspurgte på Danmark som den foretrukne destination under sommerens bilferier. På de følgende pladser kommer Tyskland med 26 procent og Sverige med 23 procent. Også Norge er højt placeret med 11 procent af stemmerne.
Blandt fordelene ved denne rejseform nævnes muligheden for at besøge flere lande under samme rejse, muligheden for at gøre flere indkøb end i forbindelse med flyrejser samt muligheden for at være spontan undervejs på ferien.
I forhold til selve ferieopholdet er svenskernes favoritter naturoplevelser, oplevelsen af historiske steder samt gode strande. Alle forhold som Danmark er i stand til at opfylde. Som en lille kuriositet kan nævnes, at det tilsyneladende er svenske mænd, der har det mest positive syn på Danmark. Således foretrækker 31 procent af de adspurgte mænd, at bilferien går til Danmark, mens tallet er 20 procent blandt de adspurgte kvinder.
Kilde: Stena Line