Maersk Drilling får ny jack-up rig
Maersk Drilling har indgået en aftale om at købe jack-up riggen, der tidligere hed Hercules Highlander, fra Hercules Offshore. Riggen leveres med det samme fra Jurong Shipyard Pte Ltd. i Singapore. Maersk Drilling betaler 190 millioner dollar for riggen.
”Denne aftale er en mulighed for Maersk Drilling for at købe en nybygget ”harsh environment” jack-up med støtte fra en fast langsigtet kontrakt. Vi ser frem til at arbejde sammen med Maersk Oil og dets partnere i Culzean gasfeltet”, siger Claus V. Hemmingsen, adm. direktør i Maersk Drilling.
Efter levering til Maersk Drilling starter riggen på en femårig kontrakt i Nordsøen, der er indgået med Maersk Oil og partnerne, BP og JX Nippon, i forbindelse med Culzean gasfeltet ud for Storbritannien. Værdien af den femårige kontrakt udgør cirka 420 millioner dollar.
Riggen, der har beboelseskapacitet til 150 personer, vil indgå i Maersk Drillings flåde under navnet Maersk Highlander. Efter købet vil Maersk Drillings flåde bestå af 23 rigge samt yderligere en ”ultra-harsh environment” jack-up rig under bygning. De 23 rigge omfatter boreskibe, dybvands semi-submersibles og high-end jack-up rigge.
Kilde: Maersk Drilling