Her er temaerne for Danish Maritime Days
Til dette års Danish Maritime Days belyser fire temaer nogle af de væsentligste udfordringer og muligheder, som den globale maritime branche står over for. Når Danish Maritime Days åbner til oktober vil åbne markeder, innovation, bæredygtighed og sikkerhed derfor være højt på agendaen.
”Danish Maritime Days ønsker at sætte en global dagsorden, der er med til at gøre en forskel og relevant for en international deltagerkreds. Det vil for eksempel få store konsekvenser for hele branchen, hvis lande og regioner begynder at lukke sig mere om sig selv”, siger Michael Søsted, der er sekretariatschef i Danish Maritime Days med henvisning til temaet "åbne markeder".
Eventkalenderen for Danish Maritime Days tæller allerede mere end 30 selvstændige arrangementer, og en gennemgang af de mange events viser, at der vil være noget for alle, som er i berøring med den maritime branche.
”Vi er glade for, at temaerne for Danish Maritime Days er blevet så godt modtaget af de mange selvstændige arrangører. Kalenderen indeholder alt fra, hvordan innovation kan skabe markante reduktioner i CO2-udledningen, over handel i Afrika til, hvordan sikkerhedsinformationer skaber værdi for shippingbranchen”, siger Michael Søsted.
I 2016 finder Danish Maritime Days sted den 24.-28. oktober.
Kilde: Danish Maritime Days