Flere nationale pavilloner på DMF 2016
Danmarks Rederiforening, AHOY Rotterdam samt flere nationale pavilloner og internationale partnere vil være med, når dørene åbnes til Danish Maritime Fair, der i år finder sted den 25-27. oktober i Lokomotivværkstedet i København med omkring 200 udstillere fra alle dele af den maritime sektor samt cirka 5000 besøgende.
”Danmark er et land med en rig maritim tradition, meget ligesom vores egen. Vi har en lignende tilgang til innovation, service og kvalitet, og vi kan i høj grad drage nytte af hinandens ekspertise”, siger Danny van Eijk, Account Manager hos AHOY Rotterdam, der står i spidsen for den 80m2 store Hollandske pavillon på Danish Maritime Fair 2016.
Danmark og Holland ligner hinanden på flere punkter, både rent geografisk men også mentalt hos befolkningerne. Samarbejdet mellem hollandske og danske virksomheder har altid fungeret godt.
”De besøgende på messen; redere, ledere osv, er alle meget værdifulde forretningsforbindelser for den hollandske forsyningsindustri. Inden for den maritime branche er vores to lande meget på samme niveau, og at arrangere meningsfulde møder mellem ligesindede branchefolk er ikke kun en god forretning for os, men det er af strategisk fremadrettet betydning for den fælles europæiske maritime industri”, siger Danny van Eijk.
I år har Danmarks Rederiforening besluttet at støtte op om Danish Maritime Days ved bl.a. at deltage på Danish Maritime Fair med en særlig Shipowners’ Lounge, hvor foreningens medlemmer kan udstille eller arrangere mindre events.
”De seneste to år har Danish Maritime Fair vist sig som et interessant samlingspunkt under Danish Maritime Days. Rederiforeningen har derfor valgt at deltage i år med egen lounge, og jeg håber, at mange af vores medlemsrederier vil gøre brug af standen”, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør for Danmarks Rederiforening.
Rederiforeningen er i gang med at sammensætte et program for loungen, men det står allerede nu fast, at Rederiforeningen vil være til stede i de 3 dage messen varer.
Se mere på www.danishmaritimefair.dk
Maritime Danmark