Norge satser på førerløse skibe
Kystverket lancerer sammen med Norges maritime industri et initiativ, som skal gøre Norge til en førende maritim nation inden for førerløse skibe. Trondheimsfjorden skal være testområde for norsk skibsteknologi. Her skal testes skibe uden besætning.
”Norge er sammen med Finland de flagstater, der er længst fremme på området. Etablering af et fast geografisk område for test af skibe og systemer er meget positivt”, siger Bjørn Johan Vartdal, programleder for maritim forskning i DNV GL.
Kystverket har lanceret planerne som et indspil til Norges nye nationale transportplan for 2018-2029, og planerne er blevet positivt modtaget i det norske maritime miljø.
Fungerende direktør for søsikkerhedsafdelingen i Kystverket, Trond Langemyr, håber at få testområdet på plads i løbet af et halvt år. Selve etableringen af området og administration af varslinger til den øvrige skibstrafik kan gøres med Kystverkets eksisterende mandskab og systemer.
Trondheimsfjorden og et område ud for Trøndelagskysten vurderes til at være bedst egnede som testområder, da der i Trondheim er flere forskellige aktører såsom Marintek, NTNU og NTNU Amos. Desuden har Trondheimsfjorden tidligere fungeret som testområde for flere forskellige selskaber.
Norske forskere ved Marintek har tidligere været involveret i et forskningsprojekt sammen med finske forskere, der handlede om automatisering af skibe. Her var konklusionen, at skibe efter 2025 vil kunne sejle uden mandskab.
Kilde: tu.no