Tømningen af Sea Worker indstillet
Siden fredag i sidste uge har man arbejdet med at fjerne dieselolien fra A2Sea’s kæntrede installationsskib Sea Worker. Nu er arbejdet dog blevet indstillet indtil videre på grund af dårligt vejr. Selskabet ved endnu ikke, hvornår og hvordan Sea Worker kan blive bjærget, fortæller A2Sea til Maritime Danmark.
”Man har været i gang med at tømme skibet for dieselolie og har fået fjernet tæt på halvdelen, men nu har man været nødt til at stoppe arbejdet på grund af dårligt vejr, det blæste op, så man er nødt til at vente på bedre vejr”, forklarer Jens Frederik Hansen, adm. direktør for A2Sea, til Maritime Danmark.
Han kan ikke sige noget om, hvornår selve bjærgningen finder sted, ej heller hvordan bjærgningen vil foregå. Det er hollandske Smit Salvage, der står for arbejdet med at tømme skibet for olie og derefter bjærge skibet, der gik på grund ud for Nymindegab på Vestkysten.
Redaktionen